Happy Feet, Mads Ejlersen, 2002, foto: Rikke NygaardAluminia, foto: Rikke NygaardMorgenmad, foto: Rikke NygaardEdel Borup Winther, raku krukke med glaslåg, foto: Rikke NygaardAluminia Confetti æggebæger, foto: Rikke NygaardSeng i Nørregade, foto: Rikke NygaardLykkegaards stuehus, foto: Lykkegaard I/S

Sven Jacobsen, der selv udstiller senere på året, har gennem sit netværk på Djursland fundet frem til fire spændende udstillere, hvis værker pryder galleriets vægge i perioden 4. juni - 10. august 2005.
Sammen med udstillingens øvrige værker vises et udvalg af ikoner og kors af Annette Nepper-Christensen.
Uden for 'Ebeltoftgruppen' stiller Tina Pontoppidan op igen. Tina var sidste sommers nye navn og har levet op til vore forventninger til udvikling i både teknik og formsprog.
De fleste af de udstillede værker kan erhverves for under 3000 kroner - man får meget kunst for pengene i denne sommer.

Lis Klein
Farverne i Lis Kleins malerier er på én gang fede og afdæmpede. Personerne er konturer og streger, og alligevel fornemmer man tydeligt den stemning, de skaber eller oplever.
Lis Klein har et sikkert håndelag og en udpræget ligevægt i sine billeder, der også omfatter de smukke men forkætrede blomsterbilleder. 

Bjarne Brøchner
Fotoet yder ikke Bjarne Brøchner fuld retfærdighed. På grund af en meget flot fernis er billederne næsten umulige at fotografere.
Bjarne er inspireret af naturscenerier både fra de nordatlantiske øer og mere hjemlige kyster.
Selv på 20x30cm kan Bjarne få et helt optræk til uvejr til at virke troværdigt og lige om hjørnet. Gengivelsen er - ud over det gode håndværk - så ægte, at man næsten kan lugte den regnvåde mark mens skyerne drager bort.
Gitte Müermann
Få formår som Gitte Müermann indenfor en så stramt afstemt farveverden at få beskueren til at glemme farverne og fokusere på motiv og helhed.
Det er i og for sig lige meget om det drejer sig om landskaber eller mere abstrakte motiver - Gitte har beskueren helt i sin vold og giver en omvisning i et spændende, eget univers.

Lis Kohl
Lis Kohl både kan og tør bruge de skrappe farver og store armbevægelser, når hun skaber morsomme figurer som 'Springfyre' og 'Badutspringere'.
Formsprogets intense energi går igen i samtlige medbragte værker - man får næsten lyst til at danse, når man ser disse billeder.

Tina Pontoppidan
Tina Pontoppidan har brugt den lange mørke vinter på noget, som mange kunne lære noget af. Hun har nemlig målbevidst forbedret sig ved at udvikle sin teknik og afsøge sin motivverden for nye, inspirerende indtryk.
Resultatet er imponerende, og Tina har malet så mange billeder, at der gerne skulle være nok til sidste års stamkunder og de mange, forventningsfulde nye.
 

 


Annette Nepper-Christensen - ikoner og kors
Man kan diskutere, om hellige ikoner og forgyldte kors er gallerivarer.
Det er derimod indiskutabelt, at man med Annette Nepper-Christensen har at gøre med en absolut kapacitet på dette område.
Annette har gennem et helt liv udviklet og forfinet sine håndværksteknikker, således at hun nu ved indgangen til den 3. alder både har de tekniske kvalifikationer og den balance og selvindsigt det kræver at fremstille ikoner.
For kendere og feinsmeckere vil det være en fryd at bese Annettes værker. Og vi andre kan jo også nyde dem uden det dybtgående kendskab.

 

Lykkegaard I/S · Bindslevvej 54 · Tversted · DK-9881 Bindslev · Denmark · Phone: (+45) 9893 1702