Pressemeddelelse, Lykkegaard Galleri Marskandiser B&B Tversted, d. 28. november 2011 Jul hos skattejægerne i Tversted Årstiden er kommet, hvor vi kryber sammen indendøre i de mange mørke timer og hygger os med juleforberedelser, mens det blæser og regner og er mørkt udenfor. God mad og lidt ekstra i bægeret hører også til – og så naturligvis de mange gaver, der udveksles i anledning af advent og jul. På LYKKEGAARD i Tversted har juleforberedelserne været i gang længe. Juletræet blev pyntet allerede i oktober for at kunne være klar til TV-optagelser og ordrerne til leverandørerne på varer til julehandelen blev afgivet, mens der stadig var længe lyst og blade på træerne. I årets løb har flere hundrede tusinde TV-seere kunnet følge livets gang for marskandiserparret Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen, når de i DR1-serien Skattejægerne har været på farten med indkøb og salg af brugte og gamle varer. Mens TV-serien holder pause til efter nytår, er der lejlighed til at lægge vejen forbi LYKKEGAARD i Tversted og tage rariteterne i øjesyn i den virkelige verden. I marskandiserbutikken har eventmageren Anne Madirazza kendt fra blandt andet Den levende Julekalender og englene i Skagen pyntet byens største indendørs juletræ. Anne har – som man kunne vente – givet et lidt alternativt bud på, hvad man kan hænge på træet. Resten af butikken er blevet fyldt op med nye gamle varer til samlere, loppejægere og andre interesserede. Fra Marimekko i Finland er netop hjemkommet drikkeglas, fade og kander i fabrikkens nyeste design med det underfundige navn 'Strømper i ål' – og det er lige hvad glassene ligner. Marimekko står også bag en ny maskulin serie til køkkenet med forklæder, grillhandsker og grydelapper i økologisk bomuld og indkøbsnet i stof i en eksplosion af farver og mønstre. Glem ikke bjesken til julebordet eller som mandelgave. Hylderne er fyldt op, og også kaffe, te og Høybergs gode julete er indkøbt i rigelige mængder. Udover butikkens sædvanlige sortiment vil man i år kunne opleve Kirsten Brøndums billeder i galleriet. Kirsten Brøndum fra Frederikshavn har udstillet hos LYKKEGAARD flere gange tidligere, men i julemåneden vises nyere værker, hvor inspirationen kommer fra kroppens og ansigtets forskellige udtryk Kirsten medbringer også en serie billeder, hvor hun inspireret af aviser og blade forsøger at omdanne verdens krig og ødelæggelser til meditativ ro og harmoni. LYKKEGAARD holder åbent de tre sidste adventssøndage, d. 4., 11. og 18. december kl. 11-17. Der er skruet op for julehyggen men i fredelige, landlige omgivelser. Kig trygt forbi uanset om du vil kigge eller købe – alle er som altid velkomne. Se eventuelt mere på hjemmesiden www.lykkegaard.org. Lykkegaard I/S Jens Guldsmed-Thomsen